Den fynske leverandør af løsninger i stål skal levere en stor tonnage af bearbejdet stål til MetNord JV (joint-venture mellem Züblin og Hochtief), der er totalentreprenør på tunnelprojektet i Nordhavnen.

 

Aftalen med MetNord viser igen, at vi er en eftertragtet samarbejdspartner for bygge- og anlægsbranchens store entreprenører – det er vi stolte af”, indleder Søren Eriksen, Sales Manager hos Ib Andresen Industri. 

 

"Aftalen er resultatet af en dialog, hvor vi sammen med kunden har drøftet ændringer og forbedringsforslag til konstruktionen. Dét sammen med et kundetilpasset setup, hvor vi bl.a. håndterer projektledelse, produktion og logistik, gør os attraktive for MetNord”.

 

Læs også: Nyudviklet skuffe giver ordrer

 

Om samarbejdet udtaler Jens Kjeldsen, Projektleder hos MetNord JV: ”Vi er meget tilfredse med samarbejdet med Ib Andresen Industri. Vi var faktisk overrasket over, at der fandtes en leverandør, som konkurrencemæssigt kunne håndtere ordren på dansk jord. At stålet bearbejdes hos Ib Andresen Industri, er positivt for fleksibiliteten og leveringssikkerheden som alternativ til virksomheder i udlandet med længere leveringstider samt ønske om større leverancer”.

 

Konstruktionstilpasning

Udover fleksibilitet og leveringssikkerhed nævner Jens Kjeldsen også dialogen omkring konstruktionen af nødsporsgangbroen: ”Der er en god dialog mellem os. En dialog som startede med, at vi kiggede på optimeringsmuligheder af selve konstruktionen baseret på IAI’s produktionsapparat – dette resulterede i designændringer”.

 

Læs også: Fynske støjskærme til Sjælland og Falster

 

Om ændringerne fortæller Arne Kryger, R&D Manager hos Ib Andresen Industri:
Vi har sammen nedbragt antallet af varenumre til næsten det halve og reduceret antallet af svejsninger på konstruktionen markant, hvilket både gør gennemløbstiden kortere og monteringen on-site hurtigere, og under selve forenklingsarbejdet har vi også haft fokus på ’design for manufacturing’, så delene passer ind i vores produktionssetup”. 

 

Hvortil projektleder hos Ib Andresen Industri Allan Pedersen tilføjer: ”Optimeringen skaber alt sammen værdi hos MetNord, og gør, at vi kan konkurrere med lavtlønslande. Derudover har vi sammensat et dedikeret team, som kender projektet. Det gør, at MetNord ved, hvem de taler med i det daglige, og de er aldrig i tvivl om, hvorvidt den, de taler med, kender projektet eller ej, for det gør de”.

 

Nødgangbroerne skal monteres i de 2 borede tunnelrør – i alt ca. 3.350 m. Gangbroerne vil typisk blive brugt i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde i metroen, men - som navnet indikerer - også i tilfælde af nødsituationer.

 

De mange tons bearbejdet stål vil primært være laserskåret, kantbukket, varmgalvaniseret og del-monteret. Leverancerne sker i montage-kit, hvor alle dele indgår, så kunden straks efter levering kan påbegynde montagearbejdet on-site. 

 

Billede: Jens Kjeldsen (tv), Vasileios Salamalikis (begge MetNord JV), Allan Pedersen og Søren Eriksen (th) (begge Ib Andresen Industri).