Med investeringen øjner den fynske leverandør af stålbaserede løsninger muligheden for at sparke døren yderligere ind til de markeder, der efterspørger bearbejdning af store stålplader på op til 14 meter.

 

”Vi bliver mere attraktive for offshore- og transportbranchen. Det er der, vi møder efterspørgsel på det man kan kalde XXL-pladestørrelser”, indleder Sales Manager Søren Eriksen.

 

Ib Andresen Industri har allerede i dag en fod inden for hos flere store aktører i de to brancher, men som Søren uddyber det:

 

”Opgraderingerne gør, at vi får endnu et lag automatiseret bearbejdning at tilbyde. Noget som i sidste ende gør vores kunder endnu mere konkurrencedygtige i deres markeder. Og det vil betyde, at vi kan bringe os selv i spil til opgaver, vi tidligere ikke kunne”.

 

Flere processer – én arbejdsgang

”Kombinationslinjen er en bearbejdningslinje, som kan kombinere flere processer i en arbejdsgang”, fortæller projektkoordinator Morten Jensen. De processer, det drejer sig om, er boring, stansning, gevindskæring og plasmaskæring.

 

Udover at linjen kombinerer flere processer, så er der også tale om en højpræcisionslinje som kan placere borede og stansede huller med en tolerance på +/- 0,5 mm over 14 meter.

 

Dette kan gøres, fordi maskinen altid omregner og tilpasser sit maskinprogram til pladens temperatur, som den måler, inden den går i gang med at producere pladen. 

 

”Kombinationslinjen er i sin helhed 80 meter lang, men det er ikke alle emner, som skal igennem alle dens processer, så nogle emner kan allerede tages fra halvvejs. Det kunne man fx ikke før. Det øger fleksibiliteten”.

 

Derudover står virksomhedens store og kraftige kantpresser, hvis kapabilitet går op til 14,4 meter, i samme og tilstødende produktionshaller, hvilket betyder, at de store plader, der kommer igennem kombinationslinjen, hurtigt kan sendes videre til næste bearbejdningsfase.

 

Morten Jensen forklarer også, at styringssoftwaren også har fået sig et løft, så operatørerne nemmere og hurtigere kan igangsætte nye ordrer på linjen.

 

”Investeringen i opgraderingerne rykker os markant i vores konstante fokus på mere automation”, slutter Morten Jensen.

 

Ib Andresen forventer, at et sted mellem 80-90 procent af bore- og gevindskæringsopgaver kan rykkes fra manuelle arbejdsstationer og over på linjen.