En stor del af de stålplader og spaltebånd, der bruges i Danmark, har været igennem vores produktionsapparater. Af den grund er der ikke tid til lange stop og stop i tide og utide i produktionen. Derfor bruges lukkedagene til grundigt at istandsætte og vedligeholde maskinparken.
Henover året laver vi løbende vedligeholdelsesarbejde på klippe- og spaltelinjerne. Om det fortæller Production Manager Martin Helle: ”At have linjerne kørende har første prioritet. Hver 5. uge tager vi en linje ud til eftersyn, og det tager ikke mere end et skift, så er den tilbage i fuld drift igen. Sker der et havari i de mellemliggende perioder, foretager vi en nødreparation her og nu. Der er typisk også fikset på et skift”.
Martin Helle tilføjer stolt: ”I mine 28 år i firmaet har vi kun haft tre-fire nedbrud, som har varet mere end et døgn. Det vidner om, at vi tager godt hånd om vores maskiner”, og han fortsætter: ”Sommeren bruger vi så på at give vores spalte- og klippelinjer en kæmpe overhaling. Sommerferien giver os den nødvendige pause i produktionen, så vi kan skifte delene i stedet for kun at reparere på dem”.
Udover sommerferien bruges også juleferien til grundigt vedligeholdelsesarbejde.
Taxatur fra München
Vi er ærekær omkring vores maskiner. Dedikationen er stor, når der er havari eller andre maskinmæssige udfordringer. Eksperter - såvel interne som eksterne - konsulteres med det samme, også selvom det betyder nattelige opringninger til leverandører langt nede i Europa eller på den anden side kloden.
En taxatur fra München til Langeskov med én reservedel som eneste ”passager” nogle år tilbage bekræfter netop, at alt sættes ind, når en maskine skal på højkant igen. Hertil konstaterer Martin Helle: ”Det var måske ikke den billigste løsning, men den hurtigste”.
Tøris som rengøringsmiddel
Som en sidste indskydelse fortæller Martin Helle om tøris til rengøring af elskabe. ”Med et par års mellemrum bliver elskabene på maskinlinjerne rengjort med tøris. Tøris har nemlig den egenskab, at det udvider sig op til 6-700 gange, når det rammer ting, som ikke er afkølet. Det får simpelthen alt skidt og snavs til at falde af. Det er faktisk så grundigt og effektivt, at en af vores eksterne elektrikere troede, vi havde fået nye elskabe”, slutter han smilende.
Billede: Martin Helle foran en coilafvikler, som er under reparation.