Femern Bælt-tunnelen er et kæmpe prestigeprojekt og bliver den længste af sin slags i verdenen,” indleder Bjørn Thorsen, CEO hos Ib Andresen Industri:

At vi som leverandør af stålbaserede løsninger skal bidrage med vores kompetencer og ydelser, er vi enormt stolte af. Det er en blåstempling af vores tilgang og commitment til projektet.

Aftalen er indgået med konsortiet Femern Link Contractors, FLC, og løber op i et stort trecifret millionbeløb.

Ib Andresen Industri skal levere det supportsystem, der indgår i og danner grundlaget for opbygningen og montagen af armeringsjernet i tunnelelementerne, som den kommende forbindelse mellem Danmark og Tyskland skal udgøres af.  

Ordren passer rigtig godt til vores setup, og vi får mulighed for at bringe hele vores koncept i spil – ikke kun forarbejdning af selve stålet,” forklarer Søren Eriksen, Sales Manager hos Ib Andresen Industri:

Vi har bl.a. tilført værdi til projektet gennem dialog om designoptimering og implementering, vores coil-koncept og vores produktions-setup. Her snakker vi om alt fra spaltning af coils, pladebearbejdning, profilvalsning til svejsning”.

Så er der logistikken og vores placering i forhold til Rødby, som kun er få timers kørsel fra Langeskov, og vi kan derfor agere hurtigt, når der bliver behov for det.”

Og sidst men ikke mindst, så har vi som virksomhed også den finansielle styrke til at investere sammen med vores samarbejdspartnere. Vi investerer et millionbeløb i vores svejse-setup, så både kapacitet og kapabilitet øges.

 

Investering i svejse-setup

Investeringen i Ib Andresen Industris svejse-setup betyder konkret, at virksomheden erhverver 3 nye svejserobotter. Poul S. Thomsen, Head of Supply Chain & Customer Support, fortæller om investeringen:

Det er en kæmpe ordre, hvor vi skal tilbagelægge ca. 800 svejsemeter om dagen, når det går stærkest. Vi var hurtigt klar over, at vi ikke kunne eksekvere det i vores nuværende setup.

Derfor investerer vi i 3 nye svejserobotter, som alle er udstyret med den nyeste programmerings-software, som sikrer en høj grad af automation.

Samtidigt skal vi ansætte flere end 30 nye kolleger, som skal sikre, at vores kommende setup spiller fra dag ét – både dag, aften og nat.

Forarbejdning, svejsning og levering kommer til at ske over de næste 4 år.

For bedre at forstå omfanget skal Ib Andresen Industri levere 711 segmenter, som tilsammen vejer ca. 30.000 tons.

Der skal svejses ca. 180.000 rammer til de 711 segmenter. De bliver fordelt på 79 standardtunnelelementer.

Et standardtunnelelement er 217 meter langt, 42 meter bredt, 10 meter højt og vejer 73.500 tons.

Foto / Fra venstre: Poul S. Thomsen (Head of Supply Chain & Customer Support), Søren Eriksen (Sales Manager) og Bjørn Thorsen (CEO)